Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/397

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

383

er en Sandseruus saa god som nogen. Thi, Man sige forøvrigt om Dandsen, hvad Man vil, i Principet beroer dog Tillokkelsen og Fornøjelsen, navnlig ved Nutidens vilde Dands, kun paa den frie, ligesom sammensmeltende Tilnærmelse mellem Kjønnene.

Og efterhaanden, som Dandsen skrider frem, bliver Tilnærmelsen stedse friere. Manden lægger stedse dristigere sin Arm om Kvindens Liv og trykker hende stedse fastere op til sig; han river hende bestandig vildere med sig gjennem Dandsens Hvirvler, ligesom for at lade hende føle, hvor ganske hun er i hans Magt. Mere og mere opløst under Indflydelsen af Musikens, Varmens, Anspændelsens dæmoniske Magter, hænger hun som et sandt Rov i hans Arme. Visselig, naar Vellysten ved slige Lejligheder ikke fordrer positive Offre, saa ligger det ikke i Sagens naturlige Vilkaar.

Det vil udentvivl ikke let falde Nogen ind, at beskylde mig for Snerperi. Men, vist er det, havde jeg havt en Søster, vilde jeg ikke have kunnet udholde at see hende saaledes blive kastet fra den ene fremmede Mands Arme i den andens en heel Nat igjennem. Og havde jeg seet Lili reven saaledes bort i en Mands Favn gjennem Dandsens vellystige Hvirvler, jeg troer, jeg havde slaaet den Mand i Gulvet.

To Ting erindrer jeg, at jeg i min modne Alder havde at indvende mod Dandsen, som den nu almindelig drives. Jeg var nemlig dog altid et Stykke af en Æsthetiker. Først dette, at Folk dandse gjennem ti,