384
femten, ja tyve Aar af deres Liv. Nogle faa Aar kunde være passende. Saa vilde Dandsen komme til at ligne Sommerfuglens yndige Flagren, efterat den er kommen ud af Hylsteret. Lad de Unge dandse, — det vil da sige: anstændige Dandse! For dem er Dandsen en smuk og naturlig Ting, ja, ogsaa en uskyldig. Thi Sandselighedens Væsen er endnu ikke blevet sig bevidst; det slumrer endnu under Idealets gjennemsigtige Dække. — Og dernæst dette, at Folk tømme Dandsens Lyst lige indtil Bærmen. Lad Dandsen høre op, medens Livsaanderne endnu ere friske! Sommerfuglen maa ikke miste Støvet paa sine Vinger. Ikke heller maa Dandsen blive til Lidenskab. Den vil da ikke undlade at vække andre Lidenskaber. En heel Nats Dands er mere end en Sviir. See blot paa disse blege, afjaskede, forrevne og tilstøvede Kvindeskikkelser, — hvilket ynkeligt, sørgeligt Skue! Hvor smukke, hvor friske og yndige vare de ikke, da Ballet begyndte! Kan en Fader taale at see sin Datter, en Broder sin Søster, en Mand sin Elskede i en saadan Tilstand af Nedværdigelse?
Det var et stort og prægtigt Bal. Selskabet var rigtignok noget blandet og broget; men ogsaa det havde sin store Interesse. Oplysningen var glimrende, efter Helvedes fattige Lejlighed. Jeg siger: fattige; thi endog tusinde Lys gjøre det ikke den mindste Smule lysere. Flammen er blot et Skin; ikke en Straale udgaaer derfra. Orkestret var fuldt besat; men det var dog kun en stille Musik. Alt heri Helvede er jo Indbildning,
