Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/404

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

390

lignere; men Guido Reni var Opfinderen deraf, og forblev Mesteren. Hvem han skyldte Opfindelsen, glemte han heller aldrig. Letsindig kunde Guido være; men utaknemlig var han ikke. Saalænge hun levede, blev la Tedesca hans Veninde, og han deelte Alt med hende. Men da hun døde, var ogsaa Alt forbi for ham. Stedfe slettere bleve hans Maleriet; Blikket var ligesom brustet; Hudfarven var grønlighvid, usund, liigagtig. Og stedse uheldigere spillede han, indtil han, i enhver Forstand udtømt, sank i Graven.

6) — 1731 — Andalusierinde, halv maurisk Blod, en flammende Skjønhed, uden Lige i Dandsen. Hun syntes at være behersket af en Monomani; kun een Tanke lod til at beskjæftige hende, endog paa dette Sted og midt under Dandsen. Da jeg henvendte en Bemærkning til hende angaaende Ballets Pragt og Pomp, svarede hun, med et Blik, som gik mig lige til Sjælen: — Jeg kunde have været saa lykkelig! — Og saa var hun borte.

7) — 1810 — Englænderinde. Berømt Clairvoyante, gik i Paris under Navnet: la belle blonde. Chevalier Melville, een af dem, der mod en Subskription af hundrede Louisdorer havde faaet den dyriske Magnetismes Hemmelighed at vide af selve Mesmer, var den heldige Opdager og lykkelige Fremstiller af la belle blonde's underfulde Naturgaver. Om Dagen tilhørte den smukke Englænderinde hele den noble Pariserverden, om Aftenen en elegant Kreds af Udvalgte, som