398
hastigere; Man snoer sig, Man flyver, Man hvirvler omkring. Øinene blive stive i Hovedet og glasagtig stirrende; de halvaabne Munde synes at udaande Flammer af Lidenskab. Hvis et levende Menneske var tilstede, vilde han kalde det uhyggeligt, denne vilde Dands til den stille Musik; men snart vilde han komme til at kalde det rædsomt. Stedse fastere omklamre de Dandsende hinanden, trykke sig op til hinanden, Barm imod Barm, Ansigt til Ansigt. Paa den ene Side vellystig Hensmægten, paa den anden Side brutal Lyst. (Har Du været i Paris under Karnevalet?)
Og imidlertid falder Mørket paa, stedse hastigere, ligesom i de varme Lande, hvor Solen tilsidst, ikke daler, men ligesom falder ned. Saa hastig svinder heri Helvede den sidste Lysning.
Men derpaa agte de Dandsende ikke. Stedse vildere bliver Hvirvelen. Dog maa Man ikke tro, at det er en sød, nej, det er en kvalfuld Vellyst. De dandse, som om de bleve pidskede dertil. Lysten er der; men Beruselsen fattes.
Efterhaanden have Damerne mistet Alt, hvad der var fiint og yndigt; der er kun nogle forjadskede Kvindemennesker tilbage, med hule Øine, blege Kinder, visne Læber, halv opløst Haar, janket Paaklædning. Og Herrerne, — ja, om dem kan der ikke siges Andet, end at de see ud som rene Bæster.
Det er vel, at Mørket falder saa hastig paa for at dække denne afskyelige Scene. I disse sammen-
