464
var, fik jeg senere at vide. Det var hiint Menneske blandt Ypperstepræstens Svende, som slog Guds Søn paa Munden. Hans Historie er i Korthed følgende:
Den Haand, hvormed han havde slaaet Herren, begyndte strax at skrumpe ind og visne. Og saaledes vedblev han at visne langsomt hen, Tomme for Tomme, fra de ydre Dele indad mod Hjertet. Tilsidst var der kun Skind og forkrøblede Been tilbage. Og saaledes vandrede han om, en Rædsel for alle Mennesker. Han følte, hvorledes Døden sneg sig paa ham og rykkede frem, uendelig langsomt, men i samme Grad sikkert. Det varede længe, meget længe, inden den naaede Hjertet. Hans Liv blev en vedvarende Dødsangst. Hver kommende Dag frygtede han for, skulde blive hans sidste. Men der fulgte Dag paa Dag, Aar paa Aar, og der var endnu ingen Ende.
Men Enden kom, ikke paa hans Kval, men paa hans Liv i Verden. Han døde og foer til Helvede. Her lider han endnu den samme Sjælemarter. Han befinder sig nemlig i den grufulde Indbildning, at han endnu bestandig svinder ind og visner. Med Dødsens Angst spørger han alle Mennesker, ligesom han plejede i Verden, om de kunne see nogen Forandring hos ham.
I denne Indbildning lever og aander han, og gaaer stille omkring for at spare paa de svindende Kræfter. Man frygter ham ikke; Man kan ikke Andet end grue ved ham. Naar han taler, skeer det i Alminde-
