466
Brudekrandse og Liigkrandse lige ved Siden af hinanden! Ja, det forholder sig desværre ganske rigtig. Der er i Virkeligheden kun nogle bævende Aandedrag, nogle faa Øjeblikkes Møje, Strid og Smerte derimellem. De ligge hinanden saa nær, at vi mangen Gang gribe efter det Ene og faa det Andet; vi foresatte os at flette en Brudekrands, og det bliver maaskee til en Liigkrands mellem vore Hænder. Mangen Moder og Fader opdrager sit Hjertes Barn til Brudekrandsen; men Liigkrandsen kommer først for, og det bliver den, der kommer til at smukke hendes dyrebare Hoved. Der ligger hun med de hvide Roser omkring de jomfruelige Tindinger. Men det er ingen Brudekrands. Derfor behøver hun heller ikke at rødme; hun er saa bleg som de Roser, der smykke hende. Brudekrandsen er henlagt til hende i Himlen, saafremt hun har lært Sjælens Brudgom at kjende, Guds eenbaarne Søn — det evige Livs uvisnelige Krone. — Og mangen Kvinde maatte heller ønske Liigkrandsen paa sit Hoved end Brudekrandsen. Heller blegne under hiin end blusse under denne! Heller Døden til Brudgom end en Mand, som ingen Hengivelse fortjener!
Og disse Navne, som forfærdiges saa godt og billig! — Saa godt de end ere forfærdigede, ville de dog snart hensmuldre og ikke mere være til at læse. Ak, desto værre, det gjælder kun altfor almindelig: død Mand eller Kvinde bliver snart glemt. Den Døde har ingen Ret længer. Verden gaaer urørt og uforstyrret
