467
sin vante Gang; Livet har sine Fordringer, for hvilke Dødens Krav, om saadanne ere til, ydmyg maa træde tilbage. Livet er den rige Mand i Evangelier, som hver Dag levede i Herlighed og Glæde; Døden er den fattige Mand, som elendig laa udenfor den Riges Dør, og maatte tage tiltakke med de Smuler, som faldt fra hans Bord. Der er Forskjel, det er sandt, endog stor Forskjel. Men i Almindelighed erindres den Døde kun en kort Tid; saa bliver han overgiven til Forglemmelsen. Andre Navne, levende Navne, trænge sig ind i de varme, ømme Hjerter. Hvorledes skulde der da ogsaa være Plads til den Dødes? Nej, i Hjerterne er der for det døde Navn intet Rum længer. Det hensmuldrer enten paa en skimlet Kirkevæg, og Ingen kan længer dechiffrere det; eller det vifter sørgelig fra Graven for de kolde Vinde, som en ukjendelig Levning fra den ømme Kjærligheds Dage.
Og disse smukke Farvel, som kunne haves saa billig! Ak, Man kunde græde bitterlig over denne Billighed! — Farvel! Farvel! — I den Dødes Hjerte, skjøndt det er brustet, vil det vedblive at gjenlyde, om ikke med Smerte, saa dog med inderligt Savn; i de Levendes Hjerter derimod vil Klangen deraf hastig hendø. Ak, det var til at faa altfor billig; det kostede kun saa lidt! En skjønne Dag kommer maaskee et ganske fremmedt Menneske til den Sjæl, som Du elskede højest paa Jorden, og som Du aldrig, aldrig vil kunne glemme, og siger: — Goddag, Goddag! — Saa er hiint
