Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/490

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

476

XXVII.

Naar jeg nu i Erindringen paany gjennemvandrer det hellige Land, skeer det ganske med en Pilgrims Følelser, som paa hvert Sted med sønderknust Hjerte mindes Frelseren, men intet Sted finder sine Synders Forladelse. Da jeg foretog denne Vandring i Virkeligheden, blev Freden mig tilbuden paa hvert et Sted og hver en Time; men mit Væsen var optaget af sine egne forfængelige Tanker, og agtede ikke tilbørlig derpaa. Een af Guds Hellige gik ved min Side, og havde en næsten uindskrænket Magt over mig. Hendes Tro, hendes Fromhed aandede mig uophørlig ind i Sjælen; utallige Gange følte jeg mig greben, rørt, inderlig opløftet; mere end een Gang var mit syndige Hjerte nærved at opgive sig selv og Alt for Frelserens Fødder, hendes Frelser, som ogsaa kunde blive min Frelser. Men i det afgjørende Øjeblik skjød den ængstede Egenvillie frem i mig liig en Flamme fra Helvede; jeg var blændet paany, og saae ikke Frelseren mere. Jeg saa kun en dejlig ung Kvinde ved min Side, til hvem alle mine Forhaabninger