488
Hendes Puls — hvor ofte laa hendes søde Haand ikke indeni min? — tog ikke disse rasende Tilløb, for derefter næsten ganske at staa stille, men slog jævnt, blidt og rolig. Jeg var ikke langt fra at tro paa det hellige Bjergs undergjørende Magt; jeg var nærved at opgive alle mine sørgelige Anelser. Jeg blev oprømt som i gamle Dage, og bidrog ærlig min Deel til disse Dages Glæde.
Lidt opad Formiddagen kom der flere Tog af Pilgrimme, blandede Hobe af næsten alle Nationer. Fattige, Syge, Elendige udgjorde Bagtroppen. Vor Lejrplads laa noget afsides fra den egentlige Helligdom; saaledes undgik vi heldigviis Sværmen. Det var et mere end ynkværdigt Syn; men Lili flyede det ikke. Tværtimod brændte Hjertet i hende; hun maatte yde Hjælp og Trøst overalt, hvor hun formaaede, og jeg maatte heri staa hende bi. Og riig var den Hjælp og Trøst, hun bragte, deels i Penge, Føde- og Lægemidler, deels i medynksfulde Ord og Miner. Hvilket Kjærlighedsliv i hendes mørke, tindrende Øjne! Hvor hun var dejlig i sin halv østerlandske Dragt, medens hun stille hjælpsom færdedes mellem de Ulykkelige, som alle saa godt kunde forstaa hende, uagtet hendes Sprog var dem ganske fremmedt! Der var raa Naturer deriblandt; men hellig var hendes Gjerning, og hellig var hun selv endog for de Elendigste. Det var en betegnende Omstændighed, at Linned til Forbindinger var den mest søgte Artikel paa dette Barmhjertighedens
