Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/522

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

508

XXIX.

Ofte falder een eller anden Melodi mig ind, og jeg kan ikke blive den kvit. Jeg er nødt til paa aandelig Viis at nynne den atter og atter; den toner uafladelig for mit Øre og gjennem mit Indre. Det er ikke mig, som har grebet Melodien; det er Melodien, som har grebet mig, og den forfølger mig paa det Grusomste.

Du vil have ondt ved at forestille Dig, til hvilken Pine en saadan Melodi kan være mig. Jo mere rørende, henrivende den er, til desto større Pine; desto dybere skjærer den mig gjennem Sjæl og Hjerte. Det er ikke alene, fordi ved Melodien forskjellige Minder blive vakte tillive. Vistnok, det volder Smerte, og jo sødere Minde, desto dybere Vee. Men dertil er jeg saa vant; det er det Mindste. Melodien i og for sig indeslutter et Væsen, som staaer i en hvinende Disharmoni med Tilværelsen heri Helvede. Musik og Helvede, — det maa Du vel kunne begribe! En saadan Forbindelse er vel istand til at gjøre en Sjæl rasende. Thi denne smægtende Længsel efter noget uendelig dejligt, disse dybe,