39
mig ikke sige: Fordømte! Vi ere jo nemlig ikke dømte endnu. Jeg meente: for de Forpiintes vansmægtende Blikke. Man ikke alene seer ind i Paradiset — Intet er skjult —; men Man seer ogsaa, hvem Man vil, af de kjære salige Sjæle. — — — —
Alt dette har jeg ladet mig fortælle; endnu har jeg ikke selv oplevet det. Men jeg gaaer nu med den tiltagende Dæmring denne Stund imøde, — skal jeg kalde det: lyksalige eller ulyksalige Stund? Hvor længe Lyset er om at tage til og igjen tage af, det veed jeg ligesaa lidt, som jeg har noget Begreb om, hvor længe vor saakaldte Nat varer. Det er maaskee efter timeligt Maal en Udstrækning af flere Aar. Hvad selve Paradiisglandsen angaaer, da varer den vistnok kun et flygtigt Øjeblik, endskjøndt Mange sige, at den varer dem bitterlig længe. Skal jeg glæde mig til, skal jeg grue for dette Øieblik?
Igjennem hele Helvede slynger sig en mægtig Flod, med mørke, grumsede, slimede Vunde. Du tænker udentvivl strax paa Lethe? Ak nej, min Ven, det er ingen Lethe, hvoraf der lader sig drikke Forglemmelse. Lethe er kun en Fabel; men denne Flod er grum Virkelighed. Den har sit Tilløb fra Verden; Alverdens Løgn og Uretfærdighed flyder i den. Det forklarer noksom, hvorfor den er saa sort, grumset og slimet; mangen Gang ligner den endogsaa størknet Blod. I uregelmæssige Mellemrum svulmer den op og flyder over, saa ofte nemlig een eller anden stor Løgn eller Uretfærdighed bliver disket op i Verden.
