38
ligesaa lidt noget Rum, som der gives nogen Tid. — Helvedes Grændser? Kun paa een Side veed Man af nogen Grændse at sige, og den er umaadelig langt borte, endog efter Aanders Begreb, der bevæge sig med en utrolig Lethed og Hast. Om Nogen har naaet den, veed jeg ikke; kun det veed jeg, at denne Grændse er til. Paa alle øvrige Sider er det vist, at aldrig nogen Grændse er funden.
I Retning af det vexelviis fremvældende og aftagende Lysskjær gives der en uhyre Kløft, en umaadelig Afgrund; den skiller imellem Pinestedet og Paradiset. Altsaa hiinsides er Paradiset; det er derfra, Lysglandsen udgaaer. I bestemte, udentvivl regelmæssige Mellemrum vælder Mulmet frem af Afgrunden. Eftersom dette bliver tykkere, aftager Lyset, indtil det er ganske mørkt. Det er vor Nat. Da er Afgrunden ligesom en flammende Glød; men Flammen lyser ikke. Det er Djævlekrogen, de Fordømtes Opholdsted. Med Gru og Bæven taler jeg derom. Efter et Mellemrum opsluger Afgrunden atter Mulmet, lidt efter lidt; Lyset kommer igjen tilsyne. Det bliver stærkere og stærkere, indtil det har naaet sit Højeste i et blidt, forunderlig klart Tusmørke. Pludselig er det, som om et Taagedække brast. I almægtige, overvældende Strømme bryder Lyset igjennem. Først bliver Helvede blændet og ligesom truffet i Hjertet; dernæst seer det med alle sine Øjne. I Glands og aldrig anet Herlighed aabenbarer sig hiinsides Afgrunden Paradiset for de Fordømtes Blikke. Nej, lad
