Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/565

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

551

des Undere, om jeg saa maa sige? Vistnok bærer den ikke Navn af Jerusalem; men det maa dog udentvivl være den samme, som under dette Navn var til i Verden. Jeg kan i det Mindste ikke tænke mig nogen Jødestad uden i Liighed med Jerusalem.

Der er pludselig kommet en brændende Lyst over mig — Længsel tør jeg ikke kalde det — efter at valfarte til Jerusalems Stad. Vistnok har jeg der næsten ikke oplevet Andet end Smerter; men jeg oplevede dem med hende. Det staaer i min Magt, paany at betræde de Steder, jeg engang betraadte med Lili. Jeg kan igjen vandre gjennem Josaphats snevre Dal, og raste ved den høje Bro, som fører over Kedrons Bæk, med Oliebjerget for mig hiinsides. Jeg kan igjen forfølge Smertens Vej fra Gabbatha til Golgatha, og, om jeg vil, undervejs lægge mig for den rige Mands Dør som en anden Lazarus.

Og dog, hvis det er Jerusalem, er det maaskee et ganske andet, end jeg lærte at kjende, et Jerusalem i Ruiner. Der maa være stor Forskjel mellem Jerusalem før Forstyrrelsen og Jerusalem efter Forstyrrelsen. Men lige meget! Forandringen maatte være saare stor, hvis jeg ikke skulde gjenfinde de Steder, paa hvilke jeg engang dvælede med Lili.

Jeg har ingen Ro paa mig. Lyset er rigtignok stærkt i Aftagende; men jeg maa afsted. Det er kun en Indbildning, som driver mig; jeg veed det vel. Men