550
hed hos mig, som havde været Skyld i, at vi vare komne til det hellige Land. Jeg ønskede mig tusinde Mile bort med hende, som var mig kjærere end hele, Verden, idet jeg bildte mig ind, at hjemme vilde Livet have smilet os imøde. Her grinede overalt Døden.
Vi vendte den kortere Vej tilbage igjennem Stephansporten, idet vi fulgte den saakaldte Smertensvej, via dolorosa, igjennem Staden. Fra Station til Station: — Ruinerne af Pilatus' Huus — det Sted, hvor Maria mødte sin guddomlige Søn under Korsets Byrde, og afmægtig segnede til Jorden — det Sted, hvor Frelseren vendte sig om imod de grædende Kvinder og sagde: „I Jerusalems Døttre, græder ikke over mig, men over Eder selv og Eders Børn!” — det Sted, hvor den fromme Veronika traadte til med Dugen og tørrede Sved og Blod af Frelserens Aasyn; men hun tog hans uudslettelige Billede med sig i Dugen. — Her bøjede vi af; Vejen gaaer videre til Golgatha Bjerg.
Denne Vej kaldes Smertens Vej. — Ogsaa for mig blev det en Smertens Vej. Men det var ikke paa ham, jeg tænkte, der engang vandrede den, som Offerlammet til Alteret, under Syndens Forbandelse; det var paa mig selv. Derfor fandt jeg paa den hele lange Vej heller ikke et Gran af Trøst. Og derfor, ja derfor pines jeg nu, istedetfor at blive trøstet!
Er det ikke underligt, at det endnu aldrig er faldet
mig ind at besøge den saakaldte Jødestad, eet af Helve-
