553
XXXII.
Langt ude, ved et umaadeligt Øde adskilt, om jeg saa maa sige, fra Kontinentet i Helvede, ligger den uhyre Jødestad. Den indeslutter en Tilværelse for sig. I et uophørligt Kredsløb gjentager sig her den jødiske Historie fra Katastrofen paa Golgatha indtil Stadens Forstyrrelse. Med Forstyrrelsen er Historien hvergang ude; Alt gaaer under i Dødsmørket. Naar Mørket er udrundet, begynder Historien forfra igjen.
Hvo som træder ind i Staden med den nye Lysdæmring, finder Jødefolket betaget af Rædsel over den nys forøvede gruelige Daad. Overalt og uophørlig gjenlyde hine Ord i dets Øre: — hans Blod komme over os og vore Børn. — Alle som Een føle, at noget Frygteligt er foregaaet og at noget Frygteligt forestaaer. Hele Jerusalem bæver. Men de Bedre iblandt dem, der vare med at sætte den store Handling paa Golgatha i Scene, spørge sig selv med Tænders Gnidsel: — var han dog ikke Guds Søn? — og slaa sig for deres Bryst og sønderrive deres Klæder.
