564
Undervejs kom der mig et underligt Optog imøde. Det var et Vogntøj af den mærkeligste Art, midt i en Hob Mennesker med røde Huer, som under vilde Hyl deels trak og deels skjøde Maskinen frem. Højt over deres Hoveder ligesom tronede paa Stilladset en Mand i eleganteste Pariserdragt fra Slutningen af forrige Aarhundrede. Det pyntelig opsatte, let puddrede Haar, det hvide Halstørklæde med nedhængende broderede Flige, den kostbart udsyede Fløjels-Kjole, de kniplingsbesatte Manchetter, som faldt ud over de kvindagtig spinkle og hvide Hænder, de Silke-Beenklæder og Strømper og de sløjfe- og spændebesatte Sko, — hele dette nitide Væsen gav Forestillingen om noget saare fiint og reent og kjælent. Og dog var denne Mand een af Verdens første Slagtere, ja, i alleregentligste Forstand. Maskinen, hvorpaa han ligesom i Triumf blev ført frem, var en transportabel Guillotine.
Denne fine Mand tørster endnu stedse efter Blod; men i hele Helvede er der ikke een eneste Blodsdraabe. Han seer bestandig efter Folks Halse, og troer at gjøre Folk en Kompliment ved at sige: — De har en overmaade smuk Hals, min Herre, — min Frue, Frøken! — Efterfulgt af sine Bødler og Beundrere trænger han sig frem overalt, hvor han forefinder Folk i større Mængde, som om der var Noget for ham der at gjøre. Men med Løjer og Latter bliver han trængt tilside, som et Menneske, der har en fix Idee, men med al sin Galskab
