565
er ganske uskadelig. Nu er han sletikke frygtelig mere, og han føler sig derover meget, meget ulykkelig. Dog har han endnu sit Anhang, svorne Venner, som ere enige med ham i, at det er en ussel Tingenes Tilstand, og som nu og da, naar han har fundet en god Plads for sin Guillotine, vise ham den Villighed at række Halsene frem og lade Hovederne kappe af sig. Det foregaaer naturligviis ikke uden Pine, men ganske uden Fare, ligesom engang i Verden paa Asthlens eller Prices Theater. Men det er ogsaa kun til ringe Tilfredstillelse; thi der flyder ikke en Draabe Blod, ikke een eneste.
Det var en lang Fart, jeg havde givet mig ud
paa. Jeg kom undervejs til en Stad, som lignede et
uhyre Gravmæle. Mark og taus hævede den sig fra
den uendelig udstrakte og øde Flade. Intet Vindue,
intet Glughul vidnede om Liv i det Indre; ingen Lyd
hørtes, ingen Sjæl gik ud eller ind ad dens Porte. Jeg
foer rundt omkring een Gang, to, flere Gange, uden
at møde noget levende Væsen. Endelig traf jeg dog
en forvildet Sjæl, som kunde oplyse mig om, at det var·
Inqvisitionens Stad. Ved den erfoer jeg tillige,
at for ikke længe siden var en fordum stormægtig Konge
af Spanien dragen derind med stor Pomp og stort Følge.
Skulde jeg eller skulde jeg ikke? — Hvor Hs. katholske Majestæt kunde gaa ind, kunde jeg vel ogsaa. — Altsaa, jeg maatte derind.
