Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/579

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

565

er ganske uskadelig. Nu er han sletikke frygtelig mere, og han føler sig derover meget, meget ulykkelig. Dog har han endnu sit Anhang, svorne Venner, som ere enige med ham i, at det er en ussel Tingenes Tilstand, og som nu og da, naar han har fundet en god Plads for sin Guillotine, vise ham den Villighed at række Halsene frem og lade Hovederne kappe af sig. Det foregaaer naturligviis ikke uden Pine, men ganske uden Fare, ligesom engang i Verden paa Asthlens eller Prices Theater. Men det er ogsaa kun til ringe Tilfredstillelse; thi der flyder ikke en Draabe Blod, ikke een eneste.


Det var en lang Fart, jeg havde givet mig ud paa. Jeg kom undervejs til en Stad, som lignede et uhyre Gravmæle. Mark og taus hævede den sig fra den uendelig udstrakte og øde Flade. Intet Vindue, intet Glughul vidnede om Liv i det Indre; ingen Lyd hørtes, ingen Sjæl gik ud eller ind ad dens Porte. Jeg foer rundt omkring een Gang, to, flere Gange, uden at møde noget levende Væsen. Endelig traf jeg dog en forvildet Sjæl, som kunde oplyse mig om, at det var· Inqvisitionens Stad. Ved den erfoer jeg tillige, at for ikke længe siden var en fordum stormægtig Konge af Spanien dragen derind med stor Pomp og stort Følge.

Skulde jeg eller skulde jeg ikke? — Hvor Hs. katholske Majestæt kunde gaa ind, kunde jeg vel ogsaa. — Altsaa, jeg maatte derind.