567
Porten falder af sig selv til igjen, med en sagte hvinende Lyd, som ligner et ildevarslende, forræderisk Signal. Selv den tryggeste Bevidsthed kommer til at vakle. Skummel og øde aabner Staden sine snevre, krumme Gader; den er ligesom uddød. De høje, mørke Huse have kun enkelte med Gitter forsynede Vinduer ud til Gaden. Det er, som om Rædselen boede derinde. Kun enkelte kutteklædte Skikkelser snige sig frem med Hætter over Hovederne, hvori et Par Huller til Øjnene, liig Dødninger, som komme lige fra Gravene. Nu og da drage Processioner igjennem Gaderne, enten sørgelige Bodsprocessioner, som fremstille de afskyeligste Billeder af Selvpiinsel, eller endnu sørgeligere Takkeprocessioner, hvori de Fordømte med Pomp føres til det offentlige Pinested eller til Baalet. Det Eneste, som bringer noget Liv i Staden, er de hyppige Autodafeer.
Staden er kun beboet af Mennesker, som engang have virket i den saakaldte hellige Inqvisitions Tjeneste. Dog er Adgangen ikke Andre formeent. Men kun faa Dumdristige have vovet sig derind. Jeg var een af disse.
Inqvisitionens By er ligesom en Grav, der bevarer en frygtelig Hemmelighed. Og saaledes forholder det sig virkelig ogsaa. Den frygtelige Hemmelighed er den, — Hvem den ukjendte Inqvisitionsret nu vil lade gribe, og underkaste ny Forsøg i den Kunst at martre. Ingen er sikker, endikke de, som i det hemmelige Samfund indtage de anseeligste Stillinger, som ere blevne
