Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/620

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

606

vi sletikke, og Ord til at beklage hinanden have, i det Mindste hidtil, ikke været til at finde. Og det er intet Under; med selve Kjærligheden synes det at være ude for bestandig. Vi sidde lange, udslagne Timer hos hinanden som et uadskilleligt Par. Kald det Samfund, om Du vil; men det er et Samfund mere goldt og øde end nogen Ørken. Der spirer Intet, slet intet frem imellem os. Vi have Intet at sige hinanden; vi frygte for at see paa hinanden. Det er altsammen koldt og dødt imellem os. Hver for sig have vi Nok af Glød; men den Glød synes for evig udslukt, hvormed vi kunde opvarme hinanden. — — — — —