605
at række og strække sig, medens jeg i min Pine kun sandsede Eet: — Moder, Moder!
— — — — — — — — —
— — Endelig dæmrede det. Det Første, mit Blik faldt paa, saasnart jeg kunde skimte, var en bred, sammenkrøben Skikkelse, som sad bortvendt noget fra mig. En forunderlig angstfuld Anelse kom over mig ved Synet deraf. Mit Bryst svulmede. Havde jeg havt et Hjerte som dit, vilde jeg have kunnet høre det banke.
Pludselig vendte Skikkelsen sig om imod mig. — Gud i Himlen! — Dette Ansigt, liigblegt og gruelig fortrukket, — det var min Moders!
Forfærdet foer jeg tilbage og flyede; jeg kunde, jeg vilde ikke tro mine Øjne. — — —
Men, o min Ven, enten jeg vil tro eller ikke, saa var og er det dog min Moder!
Min arme Moder! — Det var Hjertestødet, det var Overmaalet, vilde jeg sige, hvis der gaves noget Overmaal i Helvede.
Hvad skal jeg sige mere? Fortvivlelsens Sprog, det eneste, jeg veed at tale, vilde kun skurre i dine Øren, og ikke gaa Dig til Hjertet. Ak, dersom vi endda, elendige, som vi begge ere, kunde have den Trøst at græde med hinanden, at ynke og beklage hinanden, at udvexle vor Sorg og Pine i en inderlig, levende Kjærlighed! Men det er os ikke givet. Taarer kjende
