Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/618

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

604

havde været Alt for hende; men hun havde i Virkeligheden kun været Lidet for mig. Ofte havde jeg endog ikke været langt fra, grusomt at miskjende hende. Ikke saa sjelden havde den fule Tanke sneget sig om i mig, at hun igrunden var af en kold, egenkjærlig Natur, hvem det gjaldt mere om Formen og Anstanden end om Væsnet, og som i alle Ting kun havde sig selv for Øje, — hvem selve Christendomslivet kun havde været en Form- og Anstandssag, og som i Troen og Kjærligheden mindre havde tænkt paa at offre sig selv og Verden, end paa at bringe sig selv og Verden Offer paa Offer.

— Hvilket Vanvid af Utaknemlighed! Hvor bittert angrede jeg det ikke nu, hvilke grusomme Bebrejdelser gjorde jeg mig ikke selv! O visselig, hun havde været den bedste, frommeste, ømmeste af alle Mødre, og et Fuldkommenhedsspejl for Kvinder overhovedet!

— — I disse Øjeblikkes smertefulde Bevægelse følte jeg mig saa blød og svag som ingensinde. — Moder, Moder! — sukkede Hjertet i mig som et lille Barn. Ja, spot mig, om Du nænner det, — mit Hjerte klynkede som et spædt Noer, der længes efter Moderbrystet.

Det var den første Gang, jeg følte en ret levende Drift i mig til, som en fredløs Sjæl at vende tilbage til Jorden. Det drog mig med usynlige, med jernhaarde Baand, stærkere og stærkere. Gjengangernaturen, der hidtil ligesom havde slumret i mig, begyndte