50
hun. Traadte Man hende i denne Henseende ivejen, blev hun stædig, saa blød og mild og føjelig hun end var. Min Moder Damen rørte sig ikke til Noget; Alt var overladt til Tante, endog hele Omsorgen for mig og Fader. Hun tog sig af Huset og tog sig af Alt. Økonomien, Arbejdet, Bekymringen var den mindste Deel af hendes Byrder; hun følte sig ogsaa kaldet til at bære alle Familiens Sorger, Smerter, Gjenvordigheder. Hun tog Stod af for Alle og til alle Sider, ja, lod sig endog villig gjøre til Syndebuk for Andres Urimeligheder og Forseelser. I alt dette saae hun simpelthen kun sin Bestemmelse i Verden. Det var hende, som gik frem og tilbage mellem Fader og Moder, den Klogeste af os alle i sin store Eenfoldighed. I Virkeligheden udgjorde hun den væsentligste Forbindelse mellem Ægtefællerne. Men det var dog øjensynlig min Fader, hvem hun i Principet havde offret sig; ved ham hang hun med en Ømhed, mere rørende, end Ord kunne udtale. Hvorledes forstod hun ikke at hygge om ham i det uhyggelige Hjem, at afdøde Ærgrelserne, som ikke vare faa, at oplive og trøste ham, og med en Spøg, som ofte kom fra et kummerfuldt Hjerte, at tildække den ulægelige Splid, som fandtes mellem ham og hans Hustru, ak, ja ogsaa hans Barn!
Og hvorledes tog hun sig ikke af mig, den ejegode Tante! Min Moder forkjælede mig, fordærvede, tør jeg ikke sige; thi hun var i Eet og Alt en klog Kone. Min Tante kom jeg til at skylde, at jeg, uagtet al For-
