52
hans Spor og uddanne mig til en adstadig Forretningsmand. Livet, meente han, vilde frembyde Fristelser nok for mig endda.
Og deri havde han Ret. Jeg havde den Gave at kunne indtage alle Mennesker for mig, en farlig Gave, især for Mennesker af en saa kjødelig Natur som min. Ikke alene fandt jeg Verdens Favn aaben; men den drog mig til sig, ligesom Nymferne Hylas. Jeg var fordærvet, inden Dunene paa min Hage havde begyndt at kruse sig. Jeg havde slette Venner i Mængde; men endnu farligere end mine Venner bleve dog mine Veninder mig. Sagen hævnede imidlertid sig selv: fra Forført blev jeg snart Forfører.
Siden jeg var kommen under min Faders Værgemaal, tog denne sig i enhver Forstand alvorlig af mig; det manglede heller ikke paa Formaninger, Irettesættelser, Indskrænkninger. Men det hjalp Intet; jeg skyede og bedrog ham. Af langt større Indflydelse paa mig var min Moder. Paa den ene Side lod hun mig føle, at hun var tilbøjelig til at undskylde og see igjennem Fingre med mig; paa den anden Side vidste hun at gjøre Hensynet til Klogskab og Anstand saa kraftig gjældende, at jeg lovede at forbedre mig. Og jeg forbedrede mig virkelig, at sige, i den givne Forstand. Jeg indskrænkede mine Udskejelser, og vogtede mig for at give Anstød og Forargelse. Dette Maadehold faldt mig i Begyndelsen svært nok; thi jeg svulmede af brutal Kraft og Begjær. Men, havde jeg stærke Lidenskaber, saa
