54
havde taget Bolig, i svale, men ikke kolde Skygger, omranket af Roser, Efeu og Kaprifolium. Det var et Skovfogedhuus, ikke meget langt fra Staden, — hvori jeg havde holdt en halv Times Rast. Skulde jeg paa Landet, vilde jeg bo i dette Huus; kun der vilde jeg kunne komme mig.
Efter endeel Vanskeligheder blev Sagen bragt istand, og jeg tog derud. Den gamle Skovfoged boede der alene med en Datter, som netop var bleven voxen. Anna, lidet drømte jeg om, at dette Navn engang skulde faa en saa forfærdelig Klang i mine Øren!
Jeg kom godt til Kræfter. Men, unægtelig, saa dejligt Stedet end var, saa blev det mig dog i Længden noget kjedeligt. Af Kjedsomhed gav jeg mig til at gjøre Cour til Anna. Hun var kun lidt Mere end en Bondepige; men fuld af Ynde var hun i sit frie, naturlige Væsen. Der var en forunderlig Samklang mellem hende og Omgivelserne; hun var ligesaa frisk og fri og duftende som Skoven. Netop denne fuldkommen frie, næsten vilde, men ikke raa Natur havde noget besynderlig tiltrækkende for mig. Den meste Tid vare vi ene med hinanden. Faderen ansaae hende endnu kun for et Barn, — hun var knap sytten Aar — og hun var given mig til Opvartning.
Men Anna ligesom rystede alle de skjønne Ting af sig, hvormed jeg beærede hende; hun var let tilfods og let til Latter; i Spøg slog hun Alting hen og lod sig ikke fange. Net og væver, fuld af Godhed og Ynde,
