Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/73

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

59

V.

Jeg begynder at føle mig hjemme. — Hjemme! Saa sødt og dejlig dette Ord lød paa Jorden, i Helvede har det en frygtelig, skjærende Klang. Men Helvede bliver Helvede, enten vi bruge Ordet hjemme eller ikke, og vi blive i Helvede. Sagen er altsaa den: vi ere nødte til at føle os hjemme, ligesom vi ere nødte til at være, som vi kunne.

Denne uafviselige Trang til i det Tømme at eftergjøre, hvad vi gjorde i Verden, til at frembringe og efterjage et Skin af Tilværelse med en virkelig Begjærlighed i Hjertet, det er, saa at sige, vort daglige Pinens Brød heri Helvede. Ja, Begjærligheden er fuld Virkelighed, Begjærligheden er den samme som altid; men Sandserne i Kjødet ere afdøde. Det er det, som gjør Begjærligheden saa indtændt, at den brænder som en flammende Glød. Ikke ilde er vor Tilstand skildret i Mytherne om Tantalus og Sisyphus. I Helvede er Intet uden Begjærligheden alene, og Alt er forfængeligt og frugtesløst. Først her gjælder hiint Viisdomsord i