Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/78

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

64

og Drikke; i hver Bid, hvert Glas, vi førte til Munden, følte vi os inderlig tilintetgjorte. Og Vittighederne og de morsomme Indfald, det var lutter gamle, forslidte, i det Uendelige opkogte Sager, som snarere vare til at væmmes ved end til at more sig over. Det Menneske findes ikke i Helvede, som kan komme frem med et friskt og rigtig morsomt Indfald. Men imidlertid, æde og drikke maatte vi, saa godt, vi kunde, og dertil lee og juble. Vi maatte, forstaaer Du? Saa har Du ogsaa et Begreb om, hvad det er, at komme til Gilde i Helvede.

Eller skal jeg gaa videre, og skildre Dig eet af vore Orgier? Jeg siger: vore; men det er kun modstræbende og undtagelsesviis, at jeg indlader mig paa noget Saadant som et Orgie. Det er mere end hæsligt, og Du veed, at jeg holder paa Anstanden. Men netop derfor vil jeg heller ikke befatte mig med nogen Skildring. Kun saa meget lad mig sige, at Tilstedeværelsen af Kvinder ingenlunde gjør Nydelsen større ved disse Helvedes Gilder, ikke Nydelsen, men vel Pinen. Disse tomme Kys, disse magtesløse Omfavnelser, denne Brynde, som aldeles maa gaa op i sig selv — — dog, lad mig heller derom tie ganske stille!

Der er en anden Betragtning, som med Magt gjør sig gjældende hos mig. Medens jeg sad ved hiint prægtige Taffel, hvor Intet manglede, hvad Overdaadigheden kunde opfinde, kom jeg til at tænke paa Bonden, den arme, elendige Bonde, som i Verden maa æde