69
Jeg sagde, at jeg ikke kunde begribe, hvorledes jeg i Verden havde kunnet bringe den formelle Selskabelighed saa mange og store Offre. Men her er det en anden Sag; hvad jeg her gjør, er jeg nødt til at gjøre. Her er en større, frygteligere Tvang, end nogen skadefro Aand kunde lægge paa os.
Altsaa, Man gaaer i Selskab, her ligesom i Verden. Her som der er Opgaven den: at lade sig see, at give en Rolle, større eller mindre, og forresten kjede sig med Anstand. Her som der er det Pligt at vise et behageligt Væsen og sige behagelige Ting. Men der er dog en stor og væsentlig Forskjel, og ved den bliver Man sat i en ligesaa piinlig som besynderlig Stilling. Her i Helvede seer Man nemlig hverandre ikke alene gjennem Klæderne, men lige ind til Sjælen. Naar Man derfor med glad og smilende Mine siger: — Hvor jeg er glad ved at see Dem! Hvilket Held, at jeg skulde træffe Dem her! — og Man paa samme Tid tænker: — Skulle vi nu trækkes med hende igjen, den gamle Hegle! — saa staaer Man der en net En, uagtet al sin Anstand og gode Tone. Thi Vedkommende er ligesaa vel inde i Ens Tankegang som i Ens Tale. Men Man lægger sig heri Helvede efterhaanden en vis nonchalant Frækhed til, uden hvilken al Omgang vilde være utaalelig. I det Øjeblik, jeg taler, er Fordelen unægtelig paa den gamle Hegles Side; men, saasnart hun giver sig til at tale, er Fordelen paa min. Thi jeg seer
