Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/85

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

71

havde indladt sig for at hævne en Fornærmelse, som var bleven tilføjet hans tilbedte unge Gemalinde. Nylig blev han overrasket ved at møde sin Modstander; ogsaa han var gaaet al Kjødets Gang, og faren til Helvede. Forbittret foer han ind paa ham. Men hans Modstander tog det ganske koldblodig og sagde: — Taabelige Menneske, vil Du nu igjen forivre Dig, og det for Ingenting? Slaa det hen, lad os være Venner! —

— For Ingenting! — fnyste A..: — Var det Ingenting, at Du først fornærmede min Hustru, og derpaa tog mit Liv, da jeg traadte frem for at forsvare hende? —

— Jeg kommer nok til at sige Dig Sandheden. — svarede hans Modpart: — Du staaer endnu stedse paa den gale Side af Tingen. Sagen er simpelthen den: Jeg havde været din Gemalindes Elsker, men vilde ikke være det længer. Det var Fornærmelsen; saa hidsede hun Dig paa mig. — Jeg siger igjen: Lad os nu slaa det hen og være Venner! —

Om de bleve Venner, veed jeg ikke; men det veed jeg, at A.. ved denne Meddelelse fik koldt Vand i Blodet.


To Venner og Slægtninge sade i fortrolig Samtale. Det var Tydskere. — Egentlig var jeg født til Digter. — sagde den Ene: — Jeg skrev Romaner, og mine første Arbejder gjorde en stormende Lykke. —

— Ja, det veed jeg bedre end nogen Anden; —