71
havde indladt sig for at hævne en Fornærmelse, som var bleven tilføjet hans tilbedte unge Gemalinde. Nylig blev han overrasket ved at møde sin Modstander; ogsaa han var gaaet al Kjødets Gang, og faren til Helvede. Forbittret foer han ind paa ham. Men hans Modstander tog det ganske koldblodig og sagde: — Taabelige Menneske, vil Du nu igjen forivre Dig, og det for Ingenting? Slaa det hen, lad os være Venner! —
— For Ingenting! — fnyste A..: — Var det Ingenting, at Du først fornærmede min Hustru, og derpaa tog mit Liv, da jeg traadte frem for at forsvare hende? —
— Jeg kommer nok til at sige Dig Sandheden. — svarede hans Modpart: — Du staaer endnu stedse paa den gale Side af Tingen. Sagen er simpelthen den: Jeg havde været din Gemalindes Elsker, men vilde ikke være det længer. Det var Fornærmelsen; saa hidsede hun Dig paa mig. — Jeg siger igjen: Lad os nu slaa det hen og være Venner! —
Om de bleve Venner, veed jeg ikke; men det veed jeg, at A.. ved denne Meddelelse fik koldt Vand i Blodet.
To Venner og Slægtninge sade i fortrolig
Samtale. Det var Tydskere. — Egentlig var jeg født til
Digter. — sagde den Ene: — Jeg skrev Romaner, og
mine første Arbejder gjorde en stormende Lykke. —
— Ja, det veed jeg bedre end nogen Anden; —
