72
svarede hans Fætter: — Det var jo mig, der skrev Anmeldelserne, i saa mange Blade og Tidsskrifter, jeg kunde overkomme. Det var mig, som bragte Dig i Skuddet, kjæreste Fætter. Sligt lader sig gjøre i vort kjære Fædreland, naar Man blot har en Smule Forbindelser, og blot saa megen Vid, at Man kan undgaa at blive kjedelig i sine Inserater. —
— Hvorledes, det var Dig? Du vil have mig tilbedste. Det maatte Man rigtignok kalde en overordentlig Anstrengelse. —
— Det var det ogsaa; — svarede Fætteren; — Anstrengelsen stod i nøje Forhold til den Kjærlighed, jeg havde til Dig. Have vi ikke fra Smaa af været ligesom Brødre? —
Fætteren Nr. 1 blev tankefuld. Efter en længere Pause vedblev han:
— Vist er det, jeg nød en ikke almindelig Gunst. Jeg var virkelig kommen i Skuddet, og saae en stor Fremtid for mig. Men pludselig skete der et Omslag, som jeg aldrig har kunnet forklare mig. Med Eet blev Kritiken mig saa hadsk, at jeg ingen Forlægger kunde finde mere, og efter nogle frugtesløse, fortvivlede Forsøg ganske maatte stikke Piben ind. —
— Det kan jeg ogsaa forklare Dig, og det paa det Fuldstændigste. Det var mig, som rev Dig ned i Bladene og ikke levnede Dig Ære for en Penning. Jeg gjorde Dig til Gjenstand for en formelig Forfølgelse.
