Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/88

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

74

overbeviist, at Poesien i og for sig ligesaa lidt vilde have givet Dig Adkomst til Paradiset, som Smørret er Skyld i, at Du nu er i Helvedes Pine. Men kom nu! Ere vi ikke ligesom Brødre? Jeg meente det jo paa det Bedste. Hvad jeg gjorde, vilde jeg ikke have gjort for nogen Anden end Dig. —

Men den poetiske Smørhandler vendte sig vrippen bort. Hvad han havde erfaret, var Mere, end han i Øjeblikket kunde fordøje.


— Ej, skal jeg træffe Dig her, min allerbedste, min eneste Ven! — udbrød en tyk lille Mand, idet han kastede sig i Armene paa en anseelig Sprade, som kom ham imøde: — Det glæder, det bedrøver mig inderlig at see Dig. Du var den Eneste, som blev mig tro i min Ulykke. Da jeg Intet mere havde, forlode alle mine Venner mig. Kun Du gjorde en Undtagelse. Alt havde jeg mistet; men Du forlod mig ikke! —

— Ikke Alt, lille Ven! — lød det milde Svar: — Nu gjør Du ogsaa for meget af det. Ikke Alt; — Du havde jo endnu din Kone tilbage. —


To Munke sade fordybede i stille, alvorlig Underholdning med hinanden.

— Men siig mig nu, kjære Broder, — yttrede den Ene: — hvorledes gik det egentlig til, at Du kom i Kloster? —

— Ganske simpelt; det var min egen store Daarskab.