Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/94

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

80

kun et kjærligt Blik, for at bringe hende til at falde mig om Halsen og klynge sig op til mit Bryst. Der hørte saa uendelig lidt til at faa Hjertet til at brænde i hende. Hvad Mennesker prøvede, hvad Mennesker lede, hvorledes det gik dem i Lykke og Ulykke, i Glæde og Sorg, det var hendes Hovedinteresse i Livet. Hun levede og aandede i Medlidenheden.

Det kunde ikke Andet end stundom falde mig ind, at saadan, som hun var, syntes hun ikke skabt til at leve i denne Verden. Det er da ogsaa begribeligt, at hun med et saadant Væsen ofte maatte føle sig tilbagestødt og saaret i Omgangen med sine Jævnlige, føle sig som en Fremmed iblandt dem. Derfor omgikkes hun ogsaa helst med sig selv — og med mig, jeg Elendige!

Hertil kom, at hendes Væsen i mærkeligste Grad var eenfoldigt. Men det var af den Art Eenfoldighed, som er fuld af Aand, ikke Tossens Eenfoldighed, men Geniets. Jeg er overbeviist om, at, selv om hun var bleven gammel og graa, vilde hun indtil det Sidste have beholdt Barnet i sig. Intet var lettere end at indbilde hende Noget, hvorimod ikke hendes opvakte moralske Følelse tog hende i Forvaring. Det faldt hende aldrig ind, at Nogen kunde faa isinde at bedrage hende. Nogle Gange foretog jeg i Letsindighed Prøven, men derefter aldrig mere. Jeg maatte bitterlig fortryde det. Selve Frækheden vilde være gaaet afvejen for denne hellige Uskyldighed. Hun var een af disse udvalgte Naturer, som Man nu og da med Studsen træffer paa i Livet,