81
ved hvilke Verdens Smuds ikke synes at ville hefte. Jeg fristes til at sige, at hun kunde være gaaet igjennem Syndens og Elendigheden's Huler og være forbleven lige uskyldig, reen og skjær. Hun lod sig af Intet forarge; det faldt hende aldrig ind at tro ondt om Nogen. Hun fik aldrig Øjnene op for den store Sandhed, at det er en ond Verden, Menneskene leve i. Synd vidste hun, hvad var; i sit barnlig fromme Væsen havde hun endog den allerdybeste Bevidsthed derom. Men hvad Last var, det fik hun aldrig at vide, medens hun paa flygtig Fod betraadte Jorden.
Jeg vilde gjøre Uret mod mig selv, dersom jeg sagde, at jeg først nu føler dette. Nej, jeg følte det dog allerede dengang, saa fordærvet jeg end var. Men jeg maa atter sukke: — Hvilket Par, hun og jeg! Det var idel Aand imod idel Kjød. Arme, arme Lili!
Kun Lidt fik hun lært heri Verden, naar Man vil regne efter Gjenstandenes Mængde. At Historien maatte blive den udvalgte Gjenstand for hendes Lærelyst, er let at forklare sig. Der er jo Tale om Mennesker, om deres Stræben og Strid, deres Bedrift, Lykke og Lidelse. Det var Menneskene, hun følte for; det var Mennesker, hun søgte i alle sine Bøger. Fandt hun dem ikke, var det kun døde Bogstaver for hende, som piinte hende, ja, truede med at tage Livet af hende. I de mekaniske Færdigheder stod hun derfor tilbage; det viste sig umuligt, tilgavns at lære hende endog blot eet eneste fremmed Sprog. Det var naturligt, at hun i dette
