Side:Carl Georg Holck - Den danske Statsforfatningsret - Anden Del.pdf/336

Denne side er ikke blevet korrekturlæst

328

disses Love, s. Traktat 10. Dec. 1809, Separatartikel §§ 1 og 2^[1]), Kundgj. 16. Apr. 1851 § 1, Patent 16. Okt. 1861 Art. 2, Konv. 28. Sept. 1862 Art. 1, Kundgj. 22. Dec. 1866 Art. 1, 2, jfr. dog Kundgj. 20. Febr. 1852 § 1, s. fremdeles Straffelov § 6, smh. med Motiverne S. 12—13, saaledes efter Statsrettens Regler ikke er berettiget til at udlevere en dansk Statsborger til en fremmed Stat, selv om han der har begaaet en Forbrydelse. De Betragtninger, som ovenfor under Nr. 2 ere fremsatte med Hensyn til Udvisning, tale i endnu høiere Grad imod Berettigelsen af Udlevering, og en saadan vilde derfor kun kunne retfærdiggjøres ved en positiv Hjemmel. En saadan haves imidlertid ikke og kan navnlig ikke søges i den ovenfor anførte Kundgj. 20. Febr. 1852 § 1, der ikke har været forelagt Rigsdagen, s. Grl. 1849 § 23, Forfl. 1855 § 17, Grl. 1863 § 15, Grl. 1866 § 18, og ovenfor § 64.

§ 161. B. Om Borgernes Ret til at beskyttes mod vilkaarlige Indgreb i deres individuelle Rettigheden.

Grundloven indeholder forskjellige Bestemmelser, der dels gaae ud paa at tillægge de enkelte Borgere visse Rettigheder af mere individuel, navnlig personlig Natur, dels paa at tillægge disse Rettigheder en særegen Beskyttelse mod vilkaarlige Indgreb, navnlig fra Statens Side. Som saadanne kunne nævnes:

1. Uhindret Adgang til Retsforfølgning ved Domstolene, s. Grl. 6. Afsnit, og ovenfor femte Afdeling.

2. Religionsfrihed, s. Grl. 7. Afsnit, og ovenfor sjette Afdeling.

↑ Skjøndt det i § 1 ikke udtrykkelig udtales, maa det dog uden Tvivl forudsættes, at Forbryderen er Undersaat af det Land, der forlanger ham udleveret, eller i alt Fald ikke af det Land af hvilket Udleveringen forlanges, s. Indledningens Udtryk »deres retmæssige Begering.« Forskjellen mellem § 1 og § 2 bestaaer derfor ikke deri, at Staten i første, men ikke i sidste Tilfælde er forpligtet til at udlevere sine egne Undersaatter, men i. at Udleveringen efter § 2 skal skee uden Hensyn til, hvor Forbrydelsen er begaaet.

[1] Skjøndt det i § 1 ikke udtrykkelig udtales, maa det dog uden Tvivl forudsættes, at Forbryderen er Undersaat af det Land, der forlanger ham udleveret, eller i alt Fald ikke af det Land af hvilket Udleveringen forlanges, s. Indledningens Udtryk »deres retmæssige Begering.« Forskjellen mellem § 1 og § 2 bestaaer derfor ikke deri, at Staten i første, men ikke i sidste Tilfælde er forpligtet til at udlevere sine egne Undersaatter, men i. at Udleveringen efter § 2 skal skee uden Hensyn til, hvor Forbrydelsen er begaaet.

[1]