Side:Carl Georg Holck - Den danske Statsforfatningsret - Anden Del.pdf/367

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

359

efterkommes denne Fordring ikke, kan Politiet selv erklære Forsamlingen for hævet, og det skrider da ind som ved Opløb, s. Lov om Kjøbenhavns Politi 11. Febr. 1863 § 12, Straffelov § 104.

Hvad offentlige Forsamlinger under Tag angaaer, fremgaaer det klart af Modsætningen mellem Grl. § 88, 2. og 3. M., at Politiet ikke er berettiget til forud at forbyde Forsamlingen, selv om der efter de Forhold, hvorunder Forsamlingen tilsigtes afholdt, de Gjenstande, som i samme skulle forhandles osv., er Grund til at befrygte Fare for den offentlige Fred. En Undtagelse herfra finder kun Sted, naar Forsamlingen ifølge særegne Lovbestemmelser maa betragtes som ulovlig, eller naar den paa Grund af sin særegne Karakter udkræver foregaaende Tilladelse af Øvrigheden, s. ovenfor. Tvivlsommere er det, hvilken Myndighed der i Øvrigt tilkommer Politiet ligeoverfor slige Forsamlinger. Herom foreskriver Loven 11. Febr. 1863 § 12, at Politiet efter Anmodning fra Forsamlingens Leder kan yde sin Bistand til Ordenens Opretholdelse og paa hans Begjæring, eller naar der opstaaer Ufred eller Slagsmaal, anholde eller med Magt fjerne Fredsforstyrrerne. At denne Myndighed i ethvert Tilfælde maa tilkomme Politiet, er indlysende, hvorimod det er tvivlsomt, om det skal antages at være indskrænket hertil, eller om der kan antages at tilkomme det den større Myndighed, hvoraf det er i Besiddelse ved offentlige Forsamlinger under aaben Himmel, at det i Tilfælde af Uorden, som udarter til voldelig Adfærd, kan fordre Forsamlingen hævet, og hvis denne Fordring ikke efterkommes, selv erklære Forsamlingen for opløst og derefter skride ind, som ved Opløb. Denne sidstnævnte Anskuelse ligger til Grund for Straffelovens § 104, som ganske almindelig bestemmer, at naar en paa offentligt Sted forsamlet Mængde tre Gange af Øvrigheden i Kongens og Lovens Navn er opfordret til at skilles ad, straffes de, der ikke efterkomme denne Befaling, med Bøder eller Fængsel. Spørges der nu først om Forstaaelsen af Grl. § 88, kunde det ganske vist synes, at denne Paragraph, idet den