80
s. Folkethingstidende paa anførte Sted 1126—27. Den sidst nævnte Anskuelse fandt Anerkjendelse ved Grundlovsbestemmelsen 23.Dec. 1864, jfr. Valglov 30. Dec. 1864[1]), der i det Væsentlige indskrænkede sig til at foretage de ved Fredslutningen nødvendiggjorte Forandringer i Grl. 18. Nov. 1863, nemlig at udelukke Repræsentanterne for de afstaaede Landsdele af Rigsraadet og Rigsretten samt at ophæve Bestemmelserne om det tydske Sprogs Benyttelse i Rigsraadet[2]). I Forbindelse hermed fastsattes det, at Normalbudgettet skulde træde ud af Kraft den 31. Marts 1866.
Skjøndt det efter det Anførte betragtedes som det i retlig Henseende Korrekte at anerkjende, at begge Grundlove og begge Repræsentationer vedblivende bestode i fuld Kraft, var dog det Urimelige i for Kongeriget alene at beholde fire lovgivende Forsamlinger altfor indlysende, til at der kunde være Tale om i Længden at bevare denne Tilstand, og Regeringen maatte derfor være betænkt paa at tilveiebringe en Forandring heri. I dette Øiemed forelagde den allerede i November 1864 for Rigsraadets Landsthing et Forslag, s. Rigsraadstidende 2. overordentlige Samling 1864—65, Anhang A, 107 ff, som bemyndigede Kongen til at sætte Grl. 18. Nov. 1863 ud af Kraft, naar Rigsdagen for sit Vedkommende paa grundlovmæssig Maade havde vedtaget og Kongen stadfæstet et i bemeldte Forslag indeholdt Udkast til en revideret Grundlov 5. Juni 1849 , der skulde omfatte baade fælles og særlige Anliggender. Dette Udkast, der gik ud paa en Kombination af begge Forfatninger, var nærmest bygget paa Grl. 1849, men havde dog af Grl. 1863 laant de vigtige Bestemmelser om Landsthingets Sammensætning, saaledes at der fastsattes en høi Valgretscensus, samt om begge Things fuldstændige Ligestilling i finantsielle Anliggender
