146
dighed, og Barnet synes derfor strax at kunne gjøre Krav paa Thronen. Hvis man imidlertid nærer Betænkelighed ved at gaae ind herpaa, synes det i alt Fald at maatte anerkjendes, at Barnet maa kunne gjøre sin Ret gjældende, naar den, hvem Kronen er tilfalden, senere døer, selv om han efterlader sig Livsarvinger. Det Spring i Linien, som derved fremkaldes, kan, naar man blot holder sig til det i Thronfølgelovens Art. 2 udtalte, almindelige Princip, neppe vække nogen særlig Betænkelighed, og selv om man maatte ansee Kongelovens Forskrifter om Arvegangsordenen for endnu gjældende som subsidiair Ret, s. ovenfor § 35, kan det i disse udtalte, positive Forbud mod Spring i Linien neppe komme til Anvendelse, hvor et saadant er nødvendigt for at bringe en velerhvervet Ret til faktisk Gyldighed.
§ 38.Om Regeringens Tiltrædelse.
Medens efter det i § 37 Udviklede Kronens Erhvervelse i Reglen vil falde sammen med Arvefaldet, gjælder dette ikke om Regeringens Tiltrædelse eller den faktiske Overtagelse af Kongemagtens Udøvelse. Ikke blot ville faktiske Omstændigheder jevnlig kunne medføre dennes Udsættelse, men Grundloven har derhos foreskrevet visse særegne Betingelser, som maae være opfyldte, inden Regeringen kan tiltrædes. Som saadanne Betingelser mærkes følgende:
1.At Kongen hører til den evangelisk-lutherske Kirke, s. Grl. § 5.
2.At Kongen ikke uden dertil at have erholdt Rigs dagens Samtykke er Regent i et fremmed Land, s. Grl. § 4.
Selv om man ikke antager den Omstændighed, at Thronfølgeren ikke fyldestgjør disse to Betingelser, for at være til Hinder for Kronens definitive Erhvervelse, maa det i ethvert Fald antages, at den er til Hinder for Regeringens Tiltrædelse.
3.At Kongen er myndig, hvilken Egenskab han opnaaer naar han har fyldt sit 18de Aar, s. Grl. § 8, jfr. § 6. Det fremgaaer af de anførte Bestemmelser, at Umyndighed
