165
af en Ministers Medunderskrift, kunde ved første Øiekast synes noget stødende og mindre vel stemmende med det monarkiske Princip. Det er uden Tvivl ogsaa af denne Grund, at Grl. § 13 kun paa en mere indirekte Maade udtaler den nævnte Sætning. Den er imidlertid en uundgaaelig Konsekvents af det i Grl. § 12 opstillede Princip om Kongens Ansvarsfrihed. Anerkjendes først dette, kræver saavel Hensynet til Kongen selv, s. denne Paragraph i Begyndelsen, som Omsorgen for Borgernes og Repræsentationens Rettigheder, at der bestandig haves en Person, paa hvem saavel det juridiske, som det moralske og politiske Ansvar for Kongens Handlinger kan lægges, og Sikkerhed herfor kan kun opnaaes derved, at man frakjender enhver af Kongen foretagen Regeringshandling, ved hvilken en saadan ikke har medvirket, retlig Betydning. En Opgivelse af denne Sætning vilde i Virkeligheden indeholde en Opgivelse af hele det konstitutionelle System.
2.Ifølge Grl. § 13. 1. M. udnævner og afskediger Kongen sine Ministre. Da Ministrene ere Embedsmænd, kunde denne Udtalelse efter den almindelige Forskrift i Grl. § 17 synes overflødig; men en udtrykkelig Tilkjendegivelse af Kongens Ret i saa Henseende er dog ret naturlig, dels paa Grund af den ganske eiendommelige Stilling, Ministrene indtage, dels fordi Ministerposterne ved Udstedelsen af Grl. 1849, der ogsaa i dette Punkt har været Grundlovens Kilde, for Størstedelen vare nyoprettede Embeder. Praktisk har den udtrykkelige Udtalelse af Sætningen den Betydning, at den ikke, saaledes som den almindelige Regel i Grl. § 17. 1. M., kan forandres ved simpel Lov. Da Ministrenes Udnævnelse og Afskedigelse er en Regeringen vedkommende Beslutning, følger det af Grl. §13. 3. M., at Kongens Beslutning herom for at have Gyldighed maa være forsynet med en Ministers Underskrift. Ved et fuldstændigt Ministerskifte paahviler der derfor de aftrædende Ministre en statsretlig Forpligtelse til at kontrasignere deres egen Afsked og den nye Konseilspræsidents Udnævnelse.
