164
stemtere Udtryk, aldrig er bleven forstaaet paa denne Maade, saaledes kan det heller ikke nu betvivles, at en Mængde Beslutninger og Befalinger gyldig maae kunne udstedes med vedkommende Ministers Underskrift alene, s. Rigsdagstidende 1848—49. 2800—1. Hvilke Sager, der af Ministrene skulle forelægges Kongen selv til Resolution, maa i Mangel af positive Bestemmelser nærmest beroe paa de hidtil fulgte Regler, jfr. Grundsætningen i Grl. § 27. Endnu mindre kan det være Meningen med Forskriften i Grl. § 13, at enhver Lovgivningen eller Regeringen vedkommende Beslutning skulde erholde fuldstændig Gyldighed ved at underskrives af Kongen og en Minister, s. Grl. § 2. Meningen med den anførte Udtalelse i Grl. § 13 er, skjøndt den fremtræder i en noget tvungen Form, aabenbart den, at Kongens Underskrift under de Lovgivningen og Regeringen vedkommende Beslutninger kun giver disse Gyldig hed, naar den er ledsaget af en eller flere Ministres Underskrift, hvilket nu ogsaa bestyrkes ved Udtalelsen i Grl. § 11. Kongens Underskrift under Beslutninger, der vedkomme Regeringen, har altsaa i og for sig aldeles ingen retlig Betydning, men faaer først en saadan, naar den er ledsaget af en Ministers Medunderskrift (Kontrasignatur), hvorved da denne bliver ansvarlig for Beslutningen. Dette gjælder ikke blot i vigtigere Sager, men overhovedet i en hver Sag, der kan betegnes som vedkommende Lovgivningen eller Regeringen, s. Grl. § 13. Underskriften maa meddeles af en Minister, og en Underskrift af en anden Embedsmand eller en Privatmand, der ikke særlig er udnævnt til Minister, har ingen Betydning. Som Ordene i Grl. § 13 vise, vedkommer den kun Lovgivnings- og Regeringsanliggender, og der bliver derfor ikke Spørgsmaal om nogen ministeriel Medvirkning med Hensyn til de Beslutninger, Kongen maatte træffe i sine private Anliggender.
Den anførte Sætning, at Kongens Underskrift i Regeringssager i og for sig aldeles ikke har nogen retlig Gyldighed, men først opnaaaer en saadan, naar den ledsages
