173
2.At modtage Kongens edelige Forsikkring om ubrødelig at holde Rigets Grundlov, s. Grl. § 7. 1. M., samt den lignende Forsikkring, som i Overensstemmelse med Grl. § 7. 4. M. og L. 1. April 1856 maatte blive afgivet af Thronfølgeren.
3.At føre Regeringen, naar Kongen formedelst Fraværelse eller af andre Grunde ikke umiddelbart ved Thronskiftet kan aflægge den foreskrevne Ed, s. Grl. § 7. 3. M. Ligeledes tilkommer det Statsraadet, naar der i Tilfælde af Kongens Umyndighed, Sygdom eller Fraværelse ikke ved Lov er truffet nogen Bestemmelse om Regeringens Førelse, midlertidig at føre Regeringen, indtil fornøden Bestemmelse er truffet af den forenede Rigsdag, s. Grl. § 8 og ovenfor § 40.
§ 45.Om Ministrenes Ansvarlighed.
Ifølge Grl. §§ 12—14 ere Ministrene ansvarlige for Regeringens Førelse og særlig for de af dem kontrasignerede, kongelige Resolutioner, hvorhos de af Kongen eller Folkethinget for Rigsretten kunne tiltales for deres Embedsførelse. Som tidligere antydet, er denne Ansvarlighed dels af politisk, dels af juridisk Natur. Den første, der fra Rigsdagens Side navnlig gjøres gjældende gjennem Interpellationsretten, s. Grl. § 62, Retten til at indgive Adresser til Kongen, s. Grl. § 45, og overhovedet gjennem Rigsdagens hele Forhandling med Regeringen, og fra Borgernes Side gjennem den frie Presse, s. Grl. § 86, er den i praktisk Henseende vigtigste og virksomste, forsaavidt den stadig og hurtig kan gjøres gjældende uden nogen særlig Vanskelighed, men giver i Øvrigt ikke Anledning til særlige Bemærkninger. Den juridiske Ansvarlighed, som vi her nærmere skulle omhandle, er i Principet af høi Betydning, men virker i Praxis mere ved sin blotte Existents end ved virkelig at gjøres gjældende, idet en Ministeranklage dels medtager længere Tid, dels er forbunden med forskjellige Vanskeligheder og Ulemper, der bevirke, at den kun sjeldnere vil blive iværksat.
