172
fremgaaer klart af Bestemmelserne i Grl. § 16, at der ikke her tilkommer ham nogen Stemmeret, s. Resol. 3. Dec. 1855[1]). En Sags Forhandling i et Ministerraad finder Sted efter Kongens Bestemmelse, naar denne i enkelte Tilfælde er forhindret fra at holde Statsraad. Enhver Minister skal da afgive sit Votum til Protokollen, og Beslutning tages efter Stemmeflerhed. Konseilspræsidenten forelægger den over Forhandlingerne førte, af de tilstedeværende Ministre underskrevne Protokol for Kongen, der bestemmer, om han umiddelbart vil bifalde Ministerraadets Indstilling, i hvilket Tilfælde al yderligere Behandling i Statsraadet bortfalder, eller lade sig Sagen foredrage i Statsraadet, s. Grl. § 16. Skjøndt Grundloven kun taler om de Tilfælde, hvor Kongen er forhindret fra at holde Statsraad, kan der dog neppe være nogen Tvivl om, at Kongen ogsaa i andre Tilfælde kan lade en Sag forberede ved dens Behandling i et Ministerraad; kun synes det at maatte antages, at Sagens Behandling i Statsraadet ikke derved bliver overflødig. Derimod er der efter den nugjældende Grundlov aldrig nogen Nødvendighed for, at en Sag skal behandles i et Ministerraad, før den behandles i Statsraadet, saaledes som det var nødvendigt efter Forfl. 1855 §§ 20, 22, 54 og Grl. 1863 §§ 19, 58, 59.
Da Statsraadets Virksomhed kun er raadgivende, kan Virkningen af, at en Lov eller en Regeringsforanstaltning, der efter sin Natur burde have været forhandlet i Statsraadet, er bleven udstedt uden dettes Medvirkning, ikke være den, at den paagjældende Foranstaltning bliver ugyldig. Derimod vil en saadan Fremgangsmaade berettige Raadets Medlemmer og Rigsdagen til at rette en Besværing herover til Kongen, hvorhos den kontrasignerende Minister vil kunne drages til Ansvar ved Rigsretten.
- ↑ I Lovsamlingen som Note til Lov 1. Apr. 1856. Forsaavidt denne Resolution tillige taler om de kongelige Prindser, som have Sæde i Geheimestatsraadet, er den bortfalden ved Grl. § 15.
