175
bliver inkompetent, saa at Sagen skulde reises ved de almindelige Domstole. Ligesom Udtrykket »Ministrene« i Grl. §§ 14 og 69 meget vel kan forstaaes som indbefattende den, der har været Minister, saaledes ligger Grunden til, at der for Sager angaaende Ministrenes Embedsførelse er oprettet en særegen Domstol, ikke blot eller væsentlig deri, at der kunde tvivles om de almindelige Domstoles Uafhængighed ligeoverfor en saa høitstillet Mand, men hovedsagelig i Sagens særegne Beskaffenhed, hvorhos det ogsaa kan fremhæves, at en modsat Anskuelse vilde give den letteste Anledning til Elusion, s. ogsaa Rigsretskjendelse 27. Nov. 1855, s. Beretning om Rigsrettens Forhandlinger S. 291.
2.Med Hensyn til de Handlinger, for hvilke Ministrene kunne drages til Ansvar, bestemmer Grl. § 14, at Ministrene kunne tiltales for deres Embedsførelse for Rigsretten. Som Følge heraf falde de af Ministrene i Egenskab af Privatmænd begaaede Forbrydelser eller skadegjørende Handlinger ikke ind under Rigsrettens Kompetence, men maae paakjendes ved de almindelige Domstole. Derimod henhører enhver Anklage, som angaaer Ministrenes Embedsførelse, under Rigsrettens Bedømmelse og maa behandles efter de særegne Regler om Ministeransvarligheden. Herunder falde altsaa ikke blot Overtrædelser af selve Forfatningen, f. Ex. Overskridelse af Finantsloven, s. Grl. § 49, Antastelse af Rigsdagens Sikkerhed og Frihed, s. Grl. § 43, Straffelov § 95 osv., men ogsaa Brud paa de almindelige Love, forsaavidt Ministeren derved krænker sin Embedspligt, f. Ex. ved at besætte Embeder med ukvalificerede Personer. Fremdeles er Ministeren ikke blot ansvarlig for forsætlig Tilsidesættelse af sin Embedspligt, men ogsaa for Forsømmelse eller Skjødesløshed i Embedsførelse[1]), s. Straffelov § 143. Endelig
- ↑ I Udkastet til Grl. 1849 § 19 var det fastsat, at Ministrene kunde drages til Ansvar for de i deres Embede begaaede Forbrydelser og for Handlinger, som vare aabenbart skadelige for Staten, s. Rigsdagstidende 1848—49. 33.
