176
kan Ansvar paadrages ikke blot ved positive Handlinger, men ogsaa ved Undladelser, f. Ex. ved en Oversiddelse af den i Grl. § 22 fastsatte Frist, s. Straffelov § 142. Om den Handling, hvorfor Ministeren drages til Ansvar, nærmest krænker Kongens eller Repræsentationens eller Privates Rettigheder, kommer ikke i Betragtning.
3.En tredie Betingelse for Ministeransvarligheden er det fremdeles, at den paagjældende Handling staaer i et saadant Forhold til Ministeren, at den kan henføres til ham selv eller, som man ogsaa kan udtrykke det, kan tilregnes ham. Derimod kan Ministeren ikke drages til Ansvar for Andres Handlinger. Saaledes kan han ikke gjøres ansvarlig for de af de ham underordnede Embedsmænd begaaede Lovstridigheder, medmindre han har forsømt det ham i denne Henseende paahvilende Tilsyn, men i saa Fald er det kun denne Forsømmelse og ikke den Underordnedes Handling, hvorfor han bliver ansvarlig.
Ministerens Ansvarlighed er herefter for det Første begrundet i det Tilfælde, at han har kontrasigneret en kongelig Resolution, s. Grl. § 13, thi ved Kontrasignaturen gjør han Handlingen til sin egen. Fremdeles er Ministeren ansvarlig for de Handlinger, som han paa egen Haand foretager. Forsaavidt Handlingen nærmest er udgaaet fra en anden Minister, er hans Ansvarlighed klar, naar han har kontrasigneret den af denne udvirkede kongelige Beslutning tilligemed ham, s. Grl. § 13. Derimod er det omtvistet, om Ministerens Ansvar strækker sig videre.
Efter Nogles Mening skulde nu Ansvaret være indskrænket til de nysnævnte Tilfælde, og en Minister skulde aldrig kunne drages til Ansvar for den af en anden Minister udvirkede og kontrasignerede, kongelige Resolution, naar han ikke tillige selv havde kontrasigneret denne. Han skulde saaledes være ansvarsfri, selv om han havde deltaget i at fatte Beslutningen om den paagjældende Handlings Foretagelse og navnlig ved Forhandlingen i Statsraadet havde stemt for samme. Ligeledes skulde han være ansvarsfri,
