177
selv om han, efter fra Begyndelsen at have modsat sig Handlingens Foretagelse, senere efter at være bleven overstemt havde medvirket til dens Udførelse. Det udtales nemlig i den ovenanførte Rigsretsdom 28. Febr. 1856, at den Minister, der ikke har kontrasigneret den omspurgte, kongelige Beslutning, allerede af den Grund, i Henhold til Grl. 1849 § 19 (der i det Væsentlige stemmer med Grl. 1866 § 13) bliver at frifinde, og at en Minister ikke er beføiet til at modsætte sig Udførelsen af en underordnet Foranstaltning, som er en nødvendig Følge af en paa en anden Ministers Forestilling af Kongen i lovlig Form afgiven Resolution, s. Beretning om Rigsrettens Forhandlinger S. 1004—5.
Disse Sætninger hvile paa den Fortolkning af Grundloven, at denne paa den ene Side som Korrelat til Kongens Ansvarsfrihed stedse fordrer, at en Minister skal overtage Ansvaret for den af Kongen fattede Beslutning ved at med underskrive samme, men at den paa den anden Side ogsaa hermed har givet en udtømmende Regel om Ministeransvar ligheden med Hensyn til kongelige Resolutioner. Slutningsbestemmelsen i Grl. § 13 (Grl. 1849 § 19, hvor det forandrede Udtryk »Enhver« findes) skulde altsaa direkte udtale den Regel, at den Minister, som havde underskrevet, var ansvarlig for Beslutningen; men heraf skulde tillige indirekte kunne sluttes, at kun den Minister, der havde underskrevet, overtager et saadant Ansvar.
Den saaledes opstillede Fortolkning og de derpaa støttede Sætninger kunne imidlertid aldeles ikke billiges. Vel medfører Grl. § 13 , at Ansvaret først og nærmest falder paa den Minister, der har underskrevet, men heraf følger naturligviis ikke, at Kontrasignaturen er det eneste Faktum, der kan paadrage Ansvar. I den Maade, hvorpaa Reglen om den kontrasignerende Ministers Ansvarlighed er givet i Grl. § 13, ligger der ikke det Mindste, der berettiger til ved en Modsætningsfortolkning at statuere Ministerens Ansvarsfrihed i alle andre Tilfælde; Grundlovens § 13 har
Holck: Statsforfatnings-Ret. I.
12
