196
at stadfæste de af de vestindiske Kolonialraad vedtagne Anordninger, der hviler paa en Delegation fra den kongerigske Lovgivningsmagts Side, i Forhold til denne rettest bør betragtes som en Gren af hans udøvende Magt, s. Koloniallov 27. Nov. 1863 § 1, og ovenfor § 25 og § 30 Nr. 3. Af mere almindelig Interesse er imidlertid den Ret, som ved Grl. § 25, s. Grl. 1849 § 30, Forfl. 1855 § 56, Grl. 1863 § 59, er tillagt Kongen til i særdeles paatrængende Tilfælde naar Rigsdagen ikke er samlet, at udstede foreløbige Love, der dog ikke maae stride mod Grundloven og altid bør forelægges den følgende Rigsdag. Om denne Kongens Myndighed skulle vi derfor særlig handle i de følgende Paragrapher.
§ 49.Den foreløbige Lovs Begreb.
Den foreløbige Lov er en virkelig Lov og betegnes ogsaa som saadan i Grl. § 25. Den maa derfor vel adskilles fra en kongelig Anordning, med hvilken den har den ydre Lighed, at begge udgaae fra Kongen, men fra hvilken den i Øvrigt i alt Væsentligt adskiller sig, s. dog Scheel: Privatrettens almindelige Del I 250. Den foreløbige Lov udgaaer nemlig ikke fra Kongen som Hoved for den udøvende Magt, men udstedes af ham i Kraft af den ham undtagelsesvis indrømmede selvstændige Lovgivningsmyndighed; den har fremdeles Lovgivningsindhold og endelig har den Lovskraft. Den kan derfor begrunde Rettigheder og Forpligtelser, den skal adlydes af Borgerne og respekteres af Domstolene, s. Grl. § 73, smh. med § 72, og den er bindende for selve den udøvende Magt, saa at den ikke kan ophæves ved en kongelig Anordning, men kun ved en ny, foreløbig Lov.
Medens den foreløbige Lov saaledes er at betragte som en virkelig Lov, er den dog en Lov af en eiendommelig Beskaffenhed, der i forskjellige Retninger er undergivet andre Regler end dem, der gjælde om de sædvanlige Love. Ligesom det allerede er berørt, at den udgaaer fra en anden Lovgivningsmagt end den sædvanlige, og ligesom
