199
lede af den Tingenes Tilstand, som bestandig har fundet Sted, s. Folkethingstidende 5. ordentlige Samling 2254, Rigsdagstidende 3. ordentlige Samling Anhang B 250. Forsaavidt imidlertid de extraordinaire Forhold, der give Anledning til Lovens Udstedelse, allerede fandt Sted, medens Rigsdagen var samlet, vil denne Omstændighed ikke ubetinget være til Hinder for Udstedelsen af den foreløbige Lov, men den vedkommende Minister vil da paadrage sig Ansvar, fordi han ikke betimelig har henvendt sig til Rigsdagen. Efter Omstændighederne kan der blive at tage Hensyn til Forholdet mellem Gjenstandens Vigtighed og de med Sammenkaldelsen af en overordentlig Rigsdagssamling forbundne Bekostninger og andre Ulemper.
Om en paatrængende Nødvendighed for Lovens Udstedelse er tilstede, beroer væsentlig paa et Skjøn. De almindelige Domstole ville derfor ikke være berettigede til at tilsidesætte den foreløbige Lov, fordi der formentlig ikke har foreligget nogen paatrængende Nødvendighed for dens Udstedelse, hvorimod Rigsretten vil have at bedømme dette Punkt, forsaavidt der herpaa støttes en Paastand om Ansvar for Ministeren, jfr. Fdn. 15. Febr. 1854 § 15, 11. Juni 1854 § 14.
2.Grl. § 25 fordrer fremdeles, at Rigsdagen ikke maa være samlet. Er Rigsdagen samlet, maa Sagen forelægges samme som et sædvanligt Lovforslag og behandles som saadant, i alt Fald ved en extraordinair Afkortelse af de sædvanlige Frister, s. Forretningsorden for Folkethinget § 43, for Landsthinget § 44[1]). Da Grundloven foreskriver den nævnte Betingelse, uagtet den forudsætter et særdeles paatrængende Tilfælde, maa den ansees som ganske ufravigelig, saa at ingen tilsyneladende nok saa paatrængende
- ↑ Et Exempel paa den Hurtighed, hvormed en paatrængende Sag kan fremmes ad den sædvanlige Lovgivningsvei, afgiver Lov 14. Marts 1867 om Regeringens Førelse under Kongens Fraværelse, der først den 13. Marts forelagdes Rigsdagen.
