237
maal, som efter deres Natur henhøre under Domstolenes Paakjendelse. Disses Kompetence kan kun antages udelukket, naar dette udtrykkelig tilkjendegives i Loven, s. f. Ex. Lønningslov for Ministeriernes Embedsmænd 31 Marts 1860 § 9, for Embedsmænd under Ministerierne 19. Febr. 1861 § 7.
I Kongens Ret til at drage Omsorg for Lovens Fuldbyrdelse er ikke indbefattet nogen Ret til at bestemme, naar Loven skal træde i Kraft. Naar dette skal skee, beroer nærmest paa Lovens egen Bestemmelse. Jevnlig vil Loven selv bestemme det Tidspunkt, naar den skal træde i Kraft, s. f. Ex. Næringslov 29. Dec. 1857 § 101, Stempellov 19. Febr. 1861 § 92, Straffelov 10. Febr. 1866 § 305, i hvilket Fald Loven dog strax bør kundgjøres paa lovbefalet Maade. Undertiden overlades det dog Regeringen at bestemme, naar Loven skal træde i Kraft, navnlig naar dette ikke kan skee, førend visse Foranstaltninger ere trufne, s. Lov om den vestindiske Landsoverret 15. Febr. 1857 § 8, Lov om svenske Domme 19. Febr. 1861 § 8, Lov om Kjøbstædernes kommunale Beskatning 11. Febr. 1863 § 19. Indeholder Loven, hvad der er det hyppigste Tilfælde, ingen Udtalelser af den angivne Art, maa den træde i Kraft strax ved Kundgjørelsen, og denne bør da foregaae snarest muligt.
Naar Loven selv har bestemt det Tidspunkt, til hvilket den skal træde i Kraft, synes Regeringen ikke berettiget til ved en simpel, kongelig Resolution at give Henstand med Lovens Udførelse, men hertil maa der uden Tvivl udkræves en foreløbig eller endelig Lov. Meddelelsen af en saadan Udsættelse vilde nemlig indeholde en meget indgribende Undtagelse fra Lovens Bud, der efter Grl. § 27 ikke vil kunne meddeles af Administrationen, medmindre den har Hjemmel i de før 5. Juni 1849 gjældende Regler; men ligesom der ikke før Grl. 1849 existerede nogen i Lov, Resolution eller Praxis grundet Regel om Meddelelsen af en saadan Udsættelse, saaledes vilde en saadan, forsaa-
