238
vidt den overhovedet maatte være meddelt, uden Tvivl nærmest være at opfatte som hvilende paa en Lovgivningsakt. En saadan Myndighed hjemles heller ikke ved Grl. § 24; thi den Ret til at drage Omsorg for Lovens Fuldbyrdelse, som her tillægges Kongen, er tillige en Pligt, og de Foranstaltninger, som i saa Henseende træffes, maae holde sig indenfor den ved Loven dragne Grændse. Det kan derfor ikke billiges, naar den ved Pl. 7. Febr. 1845 fastsatte Frist af 5 Aar, efter hvilke dens Bestemmelser om Arbejdsvognes Indretning i Kjøbenhavn skulde træde i Kraft, ved en kongelig Resolution 23. Dec. 1849[1]) blev forlænget indtil 1. Juli 1850. Kun hvor Regeringen selv i Henhold til den ved Loven given Bemyndigelse har fastsat det Tidspunkt, da Loven skal træde i Kraft, synes denne Bestemmelse, saalænge det fastsatte Tidspunkt endnu ikke er kommet, at kunne tilbagekaldes ved en Regeringsanordning.
At en Forlængelse af en temporair Lovs Gyldighed udover den i Loven fastsatte Tid kun kan skee ved en Lovgivningsakt, behøver ikke nærmere at begrundes, s. f. Ex. Lov om Sundhedsvedtægter 29. Dec. 1862 § 1. Naar der ved de paa blotte kongelige Resolutioner støttede Bekjendtgjørelser 30. Aug. 1856 og 23. Dec. 1857 blev tillagt Bestemmelserne i Lov 28. Jan. 1856 forlænget Gyldighed, grundede dette sig paa den særlige, i Lovens § 5 indeholdte Bemyndigelse.
§ 56.Om Kongens Ret til at meddele Bevillinger og gjøre Undtagelser fra Lovene.
Da Loven binder Alle, til hvem dens Bud er rettet, vil en Foranstaltning, hvorved der enten ved Meddelelsen af en Bevilling eller paa anden Maade gjøres Undtagelse fra dens Bud, indeholde en partiel Forandring af Loven, og en saadan Foranstaltning synes derfor at maatte betragtes som en Akt af den lovgivende Magt, som en speciel Lov.
- ↑ findes i D. T. 1850. 69.
