239
Denne Opfattelse maatte uden Tvivl ogsaa lægges til Grund efter den ældre Forfatning, idet Kongelov 1665 Art. 3 tillagde Kongen en ganske almindelig Myndighed til at undtage hvad og hvem han lystede fra Lovens almindelige Befaling. Anderledes stiller Sagen sig uden Tvivl efter den nugjældende Grl. § 27, s. Grl. 1849 § 32, Forfl. 1855 § 19, Grl. 1863 § 17, der bestemmer, at Kongen meddeler dels umiddelbart, dels gjennem vedkommende Regeringsmyndigheder, saadanne Bevillinger og Undtagelser fra Lovene, som enten ifølge de før 5. Juni 1849 gjældende Regler ere i Brug, eller hvortil Hjemmel indeholdes i en siden den Tid udgiven Lov. Herefter tilkommer Bevillingsmyndigheden nemlig Kongen kun for saa vidt, som den har Hjemmel i Lovgivningen eller i den ved Grundloven sanktionerede, tidligere Praxis. Skjøndt Bevillingen nu vel for den enkelte Borger kan skabe en Retstilstand, der afviger fra Lovens almindelige Regler, bevirker dog de Omstændighed, at dens Meddelelse kun kan skee indenfor de ved Loven dragne Grændser, at dens Udstedelse, om den end i formel Henseende danner en Undtagelse fra Loven, i Virkeligheden maa betragtes som en Anvendelse af Loven, og Kongens Bevillingsmyndighed maa derfor uden Tvivl, ligesom hans Anordningsmyndighed, betragtes som en Gren af hans udøvende, ikke af hans lovgivende Magt. Skulde Kongens Bevillingsmyndighed betragtes som en Lovgivningsmyndighed, maatte den i alt Fald nærmest opfattes som en delegeret Lovgivningsmyndighed, og de i Kraft af en saadan udstedte Bestemmelser maae, som tidligere paavist, s. ovenfor § 46, betragtes som Akter af den udøvende Magt, ikke som Love.
For ret at forstaae Grl. § 27, maa man kjende den Retstilstand, der tidligere fandt Sted, og til hvilken dens Kilde, Grl. 1849 § 32, sluttede sig. Grundlaget for Kongens Bevillingsmyndighed dannedes af den ovenanførte Forskrift i Kongelov 1665 Art. 3, hvis egentlige Mening var, at Lovens almindelige Regel ved Anvendelsen paa de en-
