240
kelte Tilfælde undertiden kunde vise sig ubillig eller uhensigtsmæssig, og at Kongen i saadanne Tilfælde skulde være berettiget til at foreskrive en speciel Regel, medens det dog fulgte af Artiklens almindelige Udtryk i Forbindelse med Kongens absolute Myndighed i det Hele, at Kongen ogsaa uden nogen saadan i Tilfældets særegne Beskaffenhed liggende Grund af rent personlige Hensyn maatte kunne gjøre Undtagelse fra Loven. Bevillingsvæsenet udviklede sig imidlertid efterhaanden til et langt større Omfang, end Sagens Natur og Grundtanken i Kongelovens Art. 3 kunde siges at hjemle. Det blev nemlig i mange Forhold almindeligt, at Bevillinger ikke blot gaves i enkelte Tilfælde af individuelle Hensyn, men ogsaa ifølge visse almindelige, lovbestemte eller vedtagne Regler, saa at de ikke lettelig negtedes, naar de sædvanlige Betingelser vare tilstede, og de lovbestemte Gebyrer erlagdes. I Forbindelse hermed stod det, at Bevillinger ikke blot meddeltes ved umiddelbar, kongelig Resolution, men i mange Tilfælde ogsaa kunde udstedes af de høiere eller lavere Regeringsmyndigheder ad mandatum ɔ: i Kongens Navn, eller endog af disse Autoriteter i eget Navn, s. Fdn. 20. Febr. 1717, 23. Mai 1800, Resol. 4. Juli 1800, Fdn. 23. Marts 1827, mfl. Tilstanden var herefter bleven en saadan, at der i mange Forhold, navnlig i Familie- og Arveretten, Processen, Landboretten og Næringsretten, ved Siden af den almindelige, lovbestemte Ret havde udviklet sig en omfattende Bevillingsret, der ikke blot bidrog til at supplere Lovens almindelige Regler, men tillige i mange Henseender væsentlig modificerede disse, saa at man kun ved at medtage Bevillingsreglerne kunde faae et nogenlunde fuldstændigt Overblik over den bestaaende Retstilstand.
Det maatte nu ansees som en ligefrem Følge af den konstitutionelle Forfatnings Indførelse, at den ubegrændsede Ret til at gjøre Undtagelser fra Lovene, som Kongelovens Art 3 tillagde Kongen, maatte ophøre. Paa den anden Side var det paa Grund af den Maade, hvorpaa Bevillings-
