246
hverken er hjemlet ved nogen udtrykkelig Forskrift eller ved nogen Regeringspraxis, har Hjemmel i en gjældende Regel. En saadan Paastand synes saa meget betænkeligere, som den udtrykkelige Fordring om, at Bevillingen skal have Hjemmel i en gjældende Regel, under denne Forudsætning uden Tvivl bliver ganske overflødig, s. Skr. 17. Jan. 1852 Anm., hvor Justitsministerens Udtalelser i Landsthingstidende 2. Session 2992—93 dog uden Tvivl ere misforstaaede, idet hine Udtryk i saa Fald ikke vilde sige Andet, end at Bevillingen skulde have været i Brug. Hertil kommer, at selv de sidstnævnte Udtryk efter deres naturlige Betydning dog nærmest synes at henvise til en Praxis med Hensyn til Bevillingens Meddelelse. Paa den grundlovgivende Rigsforsamling synes man ogsaa kun at have tænkt paa saadanne Bevillinger, der enten vare hjemlede ved en udtrykkelig Forskrift eller ved fast vedtagne Regeringsregler, s. Rigsdagstidende 1848—49. 2867-68. At man ved den her forsvarede Anskuelse kommer til at udelukke en Bevillingsmyndighed, til hvis Anvendelse der kan være Trang, kan ikke være afgjørende, naar denne Udelukkelse maa antages at følge af Grundlovens Forskrifter. De for den modsatte Anskuelse paaberaabte, administrative Afgjørelser ere dels kun enkeltstaaende, dels ikke tilstrækkelige til afgjøre Spørgsmaalet, der netop dreier sig om Omfanget af en Administrationen tilkommende Myndighed, og den anførte Dom, der ikke er nogen Høiesteretsdom, behøver ikke nødvendigvis at opfattes som grundet paa hin Anskuelse, jfr. ogsaa Skr. 17. Jan. 1852 Anm., 23. Febr. 1852, 11. Juli 1856, 8. Jan. 1861 (D. T. 1862. 40).
Om en Bevillings Meddelelse end har været hjemlet ved en Lov eller tidligere Praxis, vil den dog ikke nu kunne meddeles, naar den senere Praxis har udtalt sig for ikke at meddele den, thi den kan i saa Fald ikke siges at være i Brug. Derimod synes den Omstændighed, at den i den senere Tid faktisk ikke har været givet, ikke at kunne udelukke dens fremtidige Meddelelse, naar den i
